Leg med årsag og virkning for børn på 1 til 3 år (og hvorfor småbørn gentager alt)

Alle forældre til en etårig har set skeforsøget. Skeen ryger ud over kanten af højstolen. Forælderen samler den op. Skeen ryger ud over kanten igen. Fyrre gange. Det ligner drilleri. Det er faktisk videnskab.

Hvad skeen er til

Fra omkring ni måneder til tre år er et barns vigtigste projekt at finde ud af, hvordan verden reagerer på det. Tab skeen: den falder, den klirrer, en voksen dukker op. Gør det igen: samme resultat. Gør det igen: stadig det samme. Gentagelsen er ikke stædighed; det er et lille barn, der bekræfter en naturlov, og det er dybt tilfredsstillende, fordi en verden, der reagerer forudsigeligt, hjælper børn med at føle sig trygge.

Psykologer kalder det læring om årsag og virkning, og den føder ind i meget af det, der kommer senere: sprog (jeg siger „op“, og jeg bliver løftet), sociale færdigheder (jeg smiler, hun smiler) og til sidst ræsonnement („hvis jeg skubber til tårnet, vælter det, så det gør jeg ikke“). Et barn, der har haft tusindvis af pålidelige oplevelser med årsag og virkning, er et barn, der forventer, at verden giver mening.

Hvad godt legetøj med årsag og virkning har til fælles

Legetøj med figurer, der springer op, trommer med lys og en grydeske og en kasserolle tæller alle med. Det gør et tastatur også, hvis computeren får lov til at svare, og det er det, Kaboom Keys er til.

At tilføje et mål: næste skridt

Et sted omkring de to år er ren årsag og virkning ikke længere nok. Barnet vil ikke bare have, at noget sker; det vil have, at en bestemt ting sker. Det er her, sigte, timing og forventning begynder.

Ball Bonanza er bygget til netop dette skridt. En bold hopper rundt på en skærm fuld af emoji-dyr. Tryk hvor som helst, og bolden flyver hen mod din finger. Rammer den et dyr, snurrer dyret, bliver mast fladt eller ser overrasket ud. Der er stadig ingen måde at fejle på og intet at gøre færdigt, men nu er der et mål, og virkningen afhænger af, hvor du trykker, ikke kun om du trykker. Det er et ægte spring i kompleksitet, og toårige tager det med synlig stolthed.

Tre ting, det stille og roligt lærer barnet:

  1. At sigte. „Jeg vil have bolden derovre, så jeg trykker derovre.“
  2. At kunne vente. Trykket kommer først, hoppet kommer et øjeblik senere. At lære at vente et halvt sekund på et resultat er sværere, end det lyder.
  3. At aflæse reaktioner. Dyrene har ansigter. Børn begynder at sætte ord på det, de ser: svimmel, overrasket, vaklende. Det er ordforråd for følelser, lånt fra et fysikspil.

Der er også et mål i hver ende af banen med en dyremålmand, der tripper frem og tilbage på stregen. Et mål udløser stor jubel, konfetti og et hoppende publikum, og så kommer bolden tilbage til midten til et nyt udspark. Intet bliver talt, men nettet giver sigtet en mening: børn begynder at vælge et mål og styre bolden hen mod det, tryk efter tryk. Målmændene er langsomme og gætter nogle gange forkert med vilje, så en toårig scorer ofte nok til at blive ved med at prøve.

Når I spiller sammen

Ball Bonanza er en sandkasse, så forælderens opgave er at kommentere, ikke at instruere:

Hvert par minutter vinker dyrene farvel, og en ny flok kommer ind, og der dukker ting op, som giver en ekstra bold, sætter farten op eller inviterer flere venner. Peg på dem; en toårig lægger ikke selv mærke til en lille ændring.

Herfra

Når dit barn begynder at spørge efter regler og vil vide, om det gjorde det rigtigt, er det klar til spil med et mål. Stack It Up er et godt første spil: slip klodser, byg et tårn, og grin, når det vælter. Sammenstyrtningen er lavet til at være det sjove, så den første smag af „at prøve“ kommer uden den første smag af „at tabe“.

Kilder

Flere guider