Sådan lærer småbørn at tælle (og spil, der hjælper)

De fleste toårige kan „tælle“ til ti, og næsten ingen af dem ved, hvad de laver. De remser en række ord op, som en sang. Rigtig tælling, altså at vide, at det sidste tal man siger, fortæller, hvor mange der er, kommer senere og kræver overraskende meget øvelse. Den gode nyhed er, at det er sjov øvelse, og at den sker bedst i almindelig leg.

Trinene på vejen

At sige talordene i rækkefølge. Først kommer selve remsen: en, to, tre, ofte med et par stykker sprunget over eller gentaget. Sange og rim hjælper meget her.

Et ord for hver ting. Dernæst lærer børn at pege på hver ting én gang og sige ét tal for den. Småbørn springer ofte en over eller tæller det samme stykke legetøj to gange. At røre ved eller flytte hver ting, mens man tæller, for eksempel ved at lægge den i en kasse, gør en-til-en-tælling meget lettere.

Det sidste tal er svaret. Det er den store idé. Forskere fandt ud af, at børn som regel er et år eller mere om at forstå, at når man tæller „en, to, tre“, betyder treeren, at der er tre. Før da kan man spørge „hvor mange?“, og barnet tæller glad forfra i stedet for at sige det samlede antal.

At se små mængder med det samme. De fleste børn kan snart se to eller tre ting uden at tælle. Prikmønstre, som på en terning, hjælper dem også med hurtigt at genkende større mængder.

At lave et tal, og lægge sammen. Beder man om „giv mig fire“, skal barnet tælle præcis fire af og så stoppe. Senere kommer „to her og én mere, hvor mange nu?“, det første skridt mod at lægge sammen.

Hvorfor det er tiden værd

Tidlige talfærdigheder viser sig at betyde noget. Et stort studie, der samlede data fra seks langvarige projekter, fandt, at børns matematikviden ved skolestart var en af de stærkeste forudsigelser af, hvordan det senere gik i skolen, både i matematik og i læsning. Enkel leg med tal hjælper også: I et studie med fire- og femårige forbedrede et lineært talbrætspil, spillet nogle få korte gange, flere forskellige talfærdigheder, og fremskridtene var der stadig uger senere.

Intet af det kræver opgaveark. Det kræver en forælder, der tæller ting højt, tit.

Tællelege i hverdagen

• Tæl, mens I flytter ting. Sokker i kurven, vindruer på tallerkenen, klodser i kassen: én ting, ét tal.
• Spørg „hvor mange?“ til sidst. Spørg igen, når I har talt. Tæller dit barn forfra i stedet for at svare, så sig „tre! der er tre“, og gå videre.
• Giv mig … „Kan du give mig fire skeer?“ er sværere, end det lyder, og en god leg ved spisebordet.
• Trapper og trin. Tæl trinene op og ned. På vej ned kan I prøve at tælle baglæns.
• Fingre. Vis tal på fingrene, og lad dit barn efterligne dem. Fem på én hånd er et praktisk holdepunkt.

Sådan gør Counting Critters

Counting Critters på Tiny Hands Play følger de samme trin. En venlig hval spørger, hvor mange dyr der er i en lille båd. Hvert tryk får et tal til at dukke op over dyret, og en tone går et trin op, så ét tryk er ét dyr er ét tal, og det sidste tal er svaret. Senere niveauer går op til syv og derefter til ti (bådens to rækker med fem pladser viser ti som to gange fem). På nogle niveauer beder hvalen om et bestemt antal dyr, og dit barn fylder båden og starter motoren. Der er ingen løbende optælling at kigge på, så barnet selv skal tælle og vide, hvornår det skal stoppe; tæller det for langt, hoster motoren bare. På de sidste niveauer kommer der dyr svømmende, som skal lægges til, og nogle hopper i vandet og skal trækkes fra. Spillet har med vilje ingen stemme, så I kan tælle med på jeres eget sprog. Ved et forkert svar bliver knappen rød, og hvalen ryster på hovedet, og der er ingen tidtagning.

Rigtig tælling også

Den bedste tælleøvelse foregår stadig væk fra skærmen: på trappen, ved mellemmåltidet, i badet. Et spil er et rart ekstra; at tælle den virkelige verden sammen er det vigtigste.